Dance Ballerina Dance

DANCE BALLERINA DANCE

Falkonersalen + turné
23. - 30. november + 5. - 16. december 2023

Ulig de kære julefilm på Netflix, der ikke blot lider under en lidt tynd historie, men også ofte et under-gennemsnitligt cast, har Dance Ballerina Dance samlet et hold, som når ud over scenekanten og brillerer med både karisma og talent langt udover det sædvanlige.

Af: Kathrine Bo Hansen og Simone Zwicky

HVAD ER DET
Dance Ballerina Dance inviterer publikum med til det travle og juleudsmykkede New York. Her møder vi Audrey, en ung ballerina, og jazzmusikeren Gene, der ikke har det største held med kærligheden. Men julen er som bekendt hjerternes fest, og med lidt hjælp fra en drilsk Santa og et par optimistiske, velmenende venner står kærligheden måske og venter lige rundt om hjørnet. Idéen til Dance Ballerina Dance kommer fra Chris Minh Doky, der ligeledes agerer kapelmesteren i forestillingen. Hans manuskript bliver bragt til live på scenen i Femke Mølbach Slots iscenesættelse med koreografi af Gregory Dean og scenografi af Nadia Nabil Korsbæk.

VI MENER
Når det mørkeblå tæppe i Falkonersalen åbner sig, bliver vi ikke mødt af nutidens New York. Nadia Nabil Korsbæks version af The Big Apple leder derimod tankerne hen på 1920’ernes dekadence. Kvinderne pryder sig i perlebesatte kjoler med masser af frynser, mens mændene bærer seler og klassiske jakkesæt. Alting vækker genklang af en fordums tid, hvori en enorm støbejernslygtepæl bringer os til storbyens travle gader, og Korsbæks natklub-scenografi klart finder sin inspiration hos the Boom Boom Room, som du finder på The Standard Hotel. 

Dokys manuskript minder allermest om den klassiske opskrift på en Netflix-julefilm - på både godt og ondt. Kærligheden mellem forestillingens forskellige par får os til at trække på smilebåndene, men det skyldes i højere grad det charmerende cast end de relativt endimensionelle karakterer. Kærlighedshistorien byder hverken på de helt store forviklinger og trækker tråde til dens modpart på streamingtjenesterne ved at være en anelse tynd i dens dramaturgi og narrativ omend kær og hjertevarm. Det er dog her sammenligningen stopper, for ulig de kære julefilm på Netflix, der ikke blot lider under en lidt tynd historie, men også ofte et under-gennemsnitligt cast, har Dance Ballerina Dance samlet et hold, som når ud over scenekanten og brillerer med både karisma og talent langt udover det sædvanlige. 

Det er Gregory Deans koreografi og de utrolig dygtige dansere, som bringer den til live, der er det bærende element i Dance Ballerina Dance. Deans koreografi har et organisk flow og en musikalitet, der er en fryd at opleve. Det bliver aldrig for højtideligt og kombinerer det helt klassiske trinsprog med de mere jazzede bevægelser. Flettet sammen med de upbeat juleklassikere og de fløjlsbløde ballader bevæger koreografien sig ubesværet mellem det tempofyldte, legesyge og flirtende for næste øjeblik at rykke videre til en elegant, intim og sårbar pas de deux med imponerende løft og et mærkbart nærvær mellem de dansende par. Dean har en måde at koreografere på, hvor musikken og bevægelserne bindes symbiotisk sammen. Trinene understøtter til perfektion accenterne i musikken, både de store og bombastiske, men også de helt små og fine, der uden trinsprogets understøttelse af deres eksistens ville forsvinde ind i den storladne jazz. Dansen syner derved at skabe fremdriften i musikkens udtryk, hvilket i praksis muliggøres ved hjælp af det eminente hold af dansere i forestillingen. 

Danserne emmer af sprudlende energi og ligner virkelig, at de nyder at være på scenen. Det er et imponerende hold, der er blevet stykket sammen, hvor stort set alle har været forbi Den Kongelige Ballet og danset på nogle af de helt store internationale scener. Det er en gave at få lov til at opleve så dygtige dansere som Ask La Cour, der i hans rolle som den generte jazzmusiker Gene desværre befinder sig oppe med orkesteret i en stor del af første akt. Det er derfor en glæde, da han endelig får lov til at træde ned på scenen og udfolde sig.

På trods af, at det er den blomstrende forelskelse mellem La Cours Gene og Holly Dorgers Audrey, der er i centrum af fortællingen, er forestillingen en sammenfletning af flere forskellige kærlighedshistorier. Selvom hvert par får lov til skiftevis at træde i front på scenen, er det Jón Axel Fransson og Grace Anne Pierce, der fængsler vores blikke igennem hele forestillingen. Pierce er ekstremt overbevisende og charmerende i hendes portrættering af den populære Lauren. Hendes flirtende og drilske nærvær i anden akts “My heart belongs to Santa” er vi enige om, er noget nær forestillingens højdepunkt. Fransson er perfekt som Pierces partner og udstråler stor selvsikkerhed og virtuost overskud, som sagtens kan hamle op med hans partners karisma. At de begge danser som en drøm, er kun en bonus. De formår simpelthen at outshine forestillingens hovedpersoner, hvilket må siges at være noget af en bedrift taget niveauet af talent på scenen i betragtning!

Der er ikke meget julemand over Lendorfs Santa. Hvor man normalt ville beskrive julemanden som en lattermild, ældre herre, er denne udgave noget nærmere en drillenisse, der er meget let på tå og en tand udspekuleret. Lendorf giver den 110 % procent i alle bevægelser og med fuld skrald på mimikken i den replikløse forestilling. Det er en fryd at se ham i en koreografi, som udnytter hans imponerende fysik. Vi bliver dog en smule distraheret af kostumet, da han først kommer ud på scenen iført et tydeligt falsk overskæg, en glimtende trilby og en stor, pelset krave på frakken. Ærlig talt ligner han til forveksling en high class pimp. Han har selvfølgelig også målet at skabe en forbindelse mellem en mand og en kvinde, så måske er det ligefrem passende.

Chris Minh Doky og hans orkester lader energisk tonerne fra nogle af de mest kendte jazzcroonere og deres uforglemmelige juleklassikere strømme ud af deres instrumenter. Der er ingen tvivl om, at det er talentfulde musikere, som underholder os. At man har valgt ikke at have en sanger på scenen, men derimod afspille vokalen i juleklassikerne som playback, forstår vi ikke. Det får desværre den forførende croonerjazz, som vi er blevet lovet, til at mangle nerve og falde en smule fladt i kombinationen af det nærværende livemusik og den distancerede, båndede vokal. 

Dance Ballerina Dance er som et stykke lækkert mælkechokolade. Du nyder det, så længe det varer; det gør dig på ingen måde fortræd, men får dig til at trække på smilebåndet og føle dig godt tilpas. Smagen varer dog ikke ved, når du først har slugt den søde masse, ligesom med mørk 90% chokolade, hvor den efterfølgende bitterhed dvæler på tungen. Vi er blevet godt underholdt af eminent dans og dejlig musik i små to timer, men går fra Falkonersalen uden at være blevet dét klogere.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Der er kun få billetter tilbage, hvis du skal nå at opleve Dance Ballerina Dance. Priserne kan variere lidt fra spillested til spillested, da forestillingen pakker bussen og drager på turné. Dog ligger de billigste billetter med tilhørende ungdomsrabat til publikum under 25 år på omkring 250-270 kr.

FOTO: Camilla Winther